Ofte stillede spørgsmål før den første samtale
​Skulle du sidde inde med flere spørgsmål er du altid velkommen til at ringe til mig eller booke en gratis forsamtale.
Lægehenvisning/forsikring? Jeg tager ikke imod klienter med lægehenvisning eller sygeforsikring Danmark. Jeg tager imod klienter med private sundhedsforsikringer, men her er det vigtigt, at du ved, hvad din forsikring dækker, da det ikke er alle private sundhedsforsikringer der giver frit valg til psykologer. Jeg anbefaler dig altid at snakke med dit forsikringsselskab inden du booker en tid.
Gratis forsamtale? Når du skal i terapi er det vigtigt, at du føler, at der er en god kemi med mig som psykolog. Derfor tilbyder jeg en gratis telefonisk forsamtale så du kan høre min stemme og så du kan få en mavefornemmelse af, om jeg er den rigtige psykolog for dig. Konkret er der sat 15 minutter af til den samtale, hvor jeg kan høre mere om dine behov og ønsker for et forløb. Jeg kan fortælle, hvad jeg kan tilbyde, og du kan få en fornemmelse af om du ønsker at gå videre med et forløb hos mig.
Hvor mange sessioner? Jeg kan godt forstå, at man kan have et behov for at vide, hvor mange samtaler man skal have. For mange kan det være i forhold til et økonomisk aspekt og for andre et behov for forberedelse og kontrol, og måske for dig noget helt tredje. Det kan være svært at vide før første samtale, hvor mange gange du skal komme. Nogle klienter oplever, at de har brug for 1-2 samtaler, mens andre har behov for længerevarende forløb. Min erfaring er, at det gennemsnitlige forløb er på omkring 10 samtaler, men at det kan variere alt efter dine behov og ønsker. Konkret vil jeg under den første samtale komme med et bud på, hvor mange samtaler, som jeg tænker, at vi skal starte med. Vi vil undervejs evaluere sammen, og drøfte om der er behov for at supplere med flere samtaler. Det vigtigste for mig er, at der er gennemsigtighed og at du aldrig føler dig presset. Det skal altid være på dine præmisser.
Før den første samtale? Jeg vil altid på forhånd ringe dig op til en gratis forsamtale. Der vil jeg kort fortælle, hvad du kan forvente til den første samtale og besvare dine eventuelle spørgsmål. Nogen kan have et behov for at skrive nogle tanker ned inden den første samtale, men du behøver ikke at forberede dig eller vide specifikt, hvad vi skal snakke om. Vi tager det stille og roligt sammen, og altid i dit tempo.
Den første samtale? Jeg vil bruge den første samtale på at sætte rammerne for terapien generelt, fortælle dig lidt om hvem jeg er som psykolog og så vil jeg bruge tiden på at lære dig at kende. Jeg vil høre ind til, hvor du står i livet lige nu, og så vil jeg også gå på opdagelse i, hvem du er som person og hvilke oplevelser du har med dig.